Opladning af elbil: Sådan oplader du din elbil og sparer penge

Flere og flere danskere kaster sig ud i et køb af en elbil. Det kan dog være en svær beslutning, da en elbil også kræver ny viden om både bilen og opladning af den. For selvom det faktisk kan være nemt at oplade sin elbil, kræver det lidt mere research end det at tanke en ny benzin- eller dieselbil. Derfor hjælper vi dig igennem opladningsmuligheder herunder, hvor du også kan læse om, hvordan du kan spare penge.

EU har for nyligt vedtaget nye regler, der skal gøre opladning af elbiler mere gennemsigtig. Læs mere om dette her

Hvad er en ladeløsning, og hvilke slags findes der?

Din ladeløsning er den metode eller ordning, som du bruger til at oplade din bil. Der er fire hovedtyper af ladeløsninger: Ladeboks med serviceaftale, Ladeboks uden serviceaftale, Opladning med abonnement og Offentlig opladning. Læs mere om de fire typer herunder.

Ladeboks med serviceaftale

Hvis du har købt eller lejet en ladeboks, kan du tilkøbe en serviceaftale, som du tegner hos ladeoperatøren. Med en serviceaftale kan du få refusion af en del af dine udgifter til strøm. Du skal dog fortsat selv betale strøm til din husstand og din elbil via dit elselskab

Ladeboks uden serviceaftale

Når du køber en ladeboks kan du også fravælge serviceaftalen. I dette tilfælde kan du ikke få refunderet dine udgifter til strøm. Denne ladeløsning er god til dig, der har elvarme eller solceller i huset og ikke har et stort kørselsbehov. Her betaler du også for strøm til din husstand og elbil gennem dit elselskab.

Opladning med abonnement

Med et abonnement som ladeløsning betaler du en månedlig ydelse for at kunne oplade din elbil både hjemme og ude. Selvom du fortsat selv skal betale strøm til hele din husstand og din elbil gennem dit elselskab, får du typisk tilbagebetaling for den strøm, som du bruger til at oplade din elbil hjemme. Du får også tilbagebetalt afgiften, som kan være højere eller lavere end den strøm, du selv betaler for.

Offentlig opladning

Med offentlig opladning nærmer vi os en løsning, der er tæt på den samme, som du kender fra tankning af benzin- og dieselbiler. Vælger du denne løsning, kan du med fordel downloade apps, som viser, hvad strømmen koster på den konkrete lader, du ønsker at bruge. Du kan typisk også betale gennem en app. Hvis du ikke har mulighed for at lade hjemme, kan du også købe et abonnement til offentlig ladning. Dette er typisk en fordel for elbilejere, der bor i lejlighed eller rækkehus. 

Hvordan oplader man elbilen i praksis?

Der findes forskellige former for opladning, som kræver forskellige kabeltyper. Vi gennemgår både de forskellige kabler, du vil møde og hvordan man oplader bilen på forskellige måder.

Kablerne

Når du lader din elbil op hjemme ved din egen ladeboks, skal du bruge et type 2 kabel. Her passer den ene ende til ladeboksen og den anden til elbilen. Dette stik kan du også tage med rundt, hvis du skal destinationslade på offentlige ladestandere.

Du kan også møde et CCS Combo stik. Dette bruges til hurtig- og lynladning i Europa. Ved denne type opladning, kan du i asiatiske biler møde et CHAdeMO stik. Dette kan begrænse dig i at hurtig- og lynlade i Europa. De fleste nyere asiatiske elbiler har dog også et CCS Combo stik i dag.

Hjemmeladning

Ved hjemmeladning, som officielt kaldes for AC ladning, kommer vekselstrøm fra huset igennem ladeboksen og kablet ud i bilen, hvor det omdannes til jævnstrøm. Det tager typisk 5-10 timer at oplade din elbil ved hjemmeladning.

Det er meget simpelt at aktivere opladningen. Du sætter type 2 stikket i ladeboksen og forbinder denne til elbilen. Inde i bilen kan man se, at bilen lader og hvor lang tid det tager at lade. Du kan selv vælge grænsen for, hvor længe bilen skal lade. Mange sætter den til 80% i hverdagen, da bilen så kører længere pr. kWh. Skal du ud på en længere tur vil det typisk give mening at lade bilen helt op. Du kan også vælge at tidsforskyde opladningen, så du undgår de høje elpriser.

Destinationsladning (offentlig ladning)

Mekanismen bag destinationsladning er den samme som ved hjemmeladning. Det er nemlig også AC ladning. Her skal du bruge dit eget kabel. Det betyder, at du skal medbringe dit ladekabel, hvis du ved, at du skal lade elbilen op imens du er på farten. Det kan være du er til et møde i byen, kan lade op på arbejdspladsen eller lader i bybilledet, hvor du bor.

Denne form for opladning kræver oftest betaling, som kan ske med ladekort, ladebrik eller app, som beskrevet ovenfor.

Lynladning og hurtigladning

Når du er på længere ture, kan det være nødvendigt at kaste sig over en lynlader eller en hurtiglader. Ved denne ladetype omdannes vekselstrøm til jævnstrøm i selve ladeboksen. Derfor går det hurtigt. Hurtigladning kan ske med op til 100 kw imens en lynlader kan lade elbilen op med over 100 kw. Ladehastigheden afhænger dog af temperaturen udenfor, hvor varmt batteriet er og hvor meget strøm der er på batteriet.

Ved denne type opladning, sidder kablet i ladestationen og sættes i bilen, når der skal oplades. Dette minder om den typiske tankning af benzin- og dieselbiler.

Når du hurtiglader eller lynlader, skal du typisk bruge et ladekort eller ladebrik til at betale. Det kan også gøres gennem apps. Nogle elbiler har dog Plug & Charge, hvor ladningen og betalingen starter, når stikket sættes ind i bilen. Her betaler du til din fabrikant.

Hvad koster det at lade din elbil op?

De fleste kender til det at køre forbi en tankstation og se priserne på benzin og diesel. Derfra er det nemt at regne ud, hvad det vil koste at tanke din bil der. Man vil også typisk opleve, at der er ganske få udsving i priserne på de forskellige tankstationer. Det er desværre ikke helt så simpelt med opladning af elbiler. Der kan nemlig være stor forskel på prisen på den el, du bruger til din bils batteri alt efter om du oplader derhjemme, oplader ude eller begge dele.

Prisen på opladning kan være svær at gennemskue. Derfor har flere virksomheder lavet beregnere, som kan hjælpe dig med at finde frem til, hvilken løsning, der passer bedst til dig.

Hvor meget stiger strømforbruget?

En typisk elbil kører i gennemsnit 5 km på en kWh. Hvis man kører 20.000 km om året svarer det til et årligt kWh-forbrug på 4.000. Dette kan du gange op med elprisen.

Men det giver altså mulighed for gode besparelser at have øje for, hvornår priserne er lavest. Sparer du bare en krone pr. kWh vil du altså kunne spare 4.000 kr. på et år.

Hvordan får man billig strøm til ladeboksen hjemme?

Selvom det ikke er gratis at køre på el, er det billigere end at køre på fossilt brændstof. Når du vælger en ladeløsning med en ladeboks i hjemmet, kan det også mærkes på elregningen. Det er nemlig gennem elregningen du betaler for strømmen til din elbil.

Det betyder dog også at spare penge. For du kan frit skifte elselskab, så du er kunde hos det selskab, der tilbyder den laveste elpris til din husstand. Der kan være op til en krones forskel på prisen pr. kWh. Det kan nemlig betyde besparelser på tusindvis af kroner om året ved blot at skifte til et andet elselskab.

Du kan sammenligne elpriser på elpris.dk og finde ud af, hvilket elselskab, der kan tilbyde dig den bedste pris.

Hvad er refusion af el-afgift?

I Danmark får ladeoperatører tilbagebetalt den afgift, der er på el. Denne aftale om refusion af elafgift gælder foreløbig til udgangen af 2030. Virksomhederne får typisk tilbagebetalt omkring 1 kr. Pr. kWh. Det kommer faktisk også dig til gode som forbruger, da de danske ladeoperatører indtil videre har refunderet disse penge til forbrugerne som en fordel for dem.

Men hvordan fungerer det egentlig? Det fungerer typisk på den måde, at dit forbrug på ladeboksen bliver fjernaflæst, hvorefter afgiften automatisk sættes ind på din konto. De forskellige ladeudbydere har dog forskellige måder at gøre det på, hvorfor du altid bør undersøge fremgangsmåden for den enkelte udbyder.

I praksis betyder det dog, at den el, der bruges til din elbil, er billigere end den el, der bruges til din ovn og dit fjernsyn. Dette skyldes netop tilbagebetalingen af elafgiften.

Hvis du har solceller, vindmølle eller af andre årsager er fritaget for at betale elafgift eller betaler lav elafgift, skal du være opmærksom på, at der kan være særlige regler for refusion af elafgift. Undersøg dette hos din udbyder.

Prisen på strøm siger - sådan kan du spare penge

Den 1. oktober 2023 blev der oprettet nye tariffer i dele af landet. Disse har gjort det dyrere for elbilejere at oplade bilen. Derfor kan det betale sig at planlægge opladningen endnu bedre end tidligere. Det bliver nemlig især dyrere på visse tidspunkter af døgnet. Den nye nettarif, som er den tarif, man betaler for at få transporteret strømmen gennem elnettet og ud til sin bolig, har til formål at skabe mere omtanke hos forbrugerne. Elselskaberne ønsker nemlig at forbrugerne skal sprede deres elforbrug ud over døgnet, så elnettet ikke overbelastes.

Tariffen gør det dyrere at bruge strøm i spidsbelastningstiden mellem 17:00 og 21:00. Den svinger dog hen over hele døgnet. Tariffen er lavest fra midnat til kl. 6:00. Mellem 6:00 og 17:00 samt 21:00 og midnat er belastningen og taksten høj. De fleste tariffer gælder frem til udgangen af marts 2024.

Tarif fordobles på Sjælland

Særligt Sjælland bliver ramt af din nye nettariffer, hvor der vil være en fordobling hos de to store selskaber Cerius og Radius. Dette gør de med at ønske om at holde fast i de gode elvaner hos forbrugerne, som helst skal undlade at lade bilen op eller vaske tøj i tidspunkter, hvor elnettet i forvejen er i spidsbelastning.

Hvordan påvirker det opladning af elbilen?

Nedenfor kan du se en udregning på, hvor store prisforskelle der er i løbet af et døgn. Eksemplet nedenfor tager udgangspunkt i en kunde hos selskabet Radius, som oplader elbilen i fire timer med en lader med 11 kWh.

Ingen nettarif til jyder

Fynboerne har også udsigt til højere nettariffer de kommende vintermåneder. Vores Elnet på Fyn fordobler nemlig også tariffen, som dog stadig ligger langt under de sjællandske tariffer. Det samme gælder dog ikke for store dele af Jylland, som helt slipper for tariffer.

Kunder i selskaberne N1 og Nord Energi Net kan roligt oplade elbilen uden at bekymre sig om nettariffer. Her er der nemlig enten ingen eller meget lave tariffer. Det samme gælder kunderne i den Østjyske Konstant, som gav rabat til kunderne i slutningen af 2023.

Mulighederne for opladning af elbiler bliver hele tiden bedre.

Læs mere om dette her

Spar penge på opladningen

Hvis du ønsker at spare på elregningen, kan du med fordel holde øje med elpriserne inklusive tariffer. Det er også en god idé at tænke over, hvornår du oplader din bil. Du bør generelt undgå opladning af elbil i tidsrummet 17:00-21:00, hvor elnettet er spidsbelastet. Mange intelligente ladebokse kan hjælpe dig på vej med dette, da de kan regulere opladningen, så du oplader elbilen, når strømmen er billigst.

Sådan sparer du penge på opladning
  • Oplad batteriet, når det er billigst
  • Undgå opladning af elbil i tidsrummet 17:00-21:00
  • Hold øje med elpriserne inklusive tariffer
Indtast venligst et gyldigt registreringsnummer. Se ofte stillede spørgsmål.

Skrevet af Laura Martens Christensen

Laura er Projekt- og kommunikationsansvarlig hos Solgt.com og har en kandidat i IT, Kommunikation og Organisation. Laura har i gennem de sidste tre år undersøgt det danske bilmarked og skrevet et stort antal artikler herom for Solgt.com.

Laura har især fokus på at kommunikere til den almindelige bilejer, som kan have brug for tips og tricks til alt lige fra bilkøb og bilsalg til bilforsikring og vedligeholdelse. Derudover producerer Laura også indhold om varebiler, som er henvendt til erhvervskunder.

Læs flere nyheder om bilindustrien

Hvad koster det at køre elbil?

Overvejer du at skifte til elbil eller vil du blot vide, hvad det koster at køre elbil? Vi har skrevet om en række faktorer, der er med til at påvirke...

Læs mere
Regler for kørsel med varevogn

Hvis din virksomhed benytter varevogne til transport, servicekørsel eller levering, er det afgørende at kende de pågældende regler for kørsel med varevogn. Der kan være regler, du ikke vidste eksisterede,...

Læs mere
Kør-selv-ferie

Hvert år tager omkring 500.000 danskere på kør-selv-ferie, og tallet er støt steget markant de seneste år. FDM Travel oplevede sidste år en eksplosiv vækst på 40 procent i antallet...

Læs mere

Glimrende, så mangler vi lidt supplerende info om dig

Dine personlige data vil blive anvendt til at indhente en tilbudspris i overensstemmelse med aftalen. Læs mere om dette i vores persondatapolitik.
Hjælp