Hvis din virksomhed benytter varevogne til transport, servicekørsel eller levering, er det afgørende at kende de pågældende regler for kørsel med varevogn. Der kan være regler, du ikke vidste eksisterede, som kan ende med at koste virksomheden dyrt. Derfor har vi lavet et overblik over kørekortkrav, vægtgrænser, skatte- og momsregler, samt erhvervsmæssig kørsel med varebiler.
Hvilket kørekort kræves til kørsel med varevogn?
For at måtte køre med varevogne i erhvervssammenhæng, skal føreren have det rette kørekort til varebilen:
- B-kørekort: Dækker kørsel med varevogne op til 3.500 kg.
- C1-kørekort: Dækker kørsel med køretøjer mellem 3.500-7.500 kg.
- C-kørekort: Nødvendigt ved tungere last eller lastbiler
Hvis dine medarbejdere skal køre med større vogne eller med anhænger, kan det være nødvendigt med et C1E- eller CE-kørekort.
Regler for erhvervsmæssig kørsel med varevogn
Der er flere krav til erhvervsmæssig kørsel, end man lige tror. Hvis varevognen benyttes i kommercielle sammenhænge, f.eks. til udbringning, montage, håndværk eller servicekørsel, vil følgende regler gælde:
- Køretid og hviletid skal overholdes (gælder for tunge varevogne og internationale transporter).
- Udstyret med en tachograf (måleinstrument, der registrerer hastighed samt køre- hviletid) ved over 3.500 kg ved kørsel i EU.
- Erhvervstilladelse ved visse typer transport.
- Installation af korrekte partikelfiltre ved kørsel i miljøzoner i større byer (København, Aarhus, Odense og Aalborg).
- Syn- og vedligeholdelse: Virksomheden har ansvaret for vej- og køresikkerhed.
Skat, moms og afgifter på virksomhedens varevogne
Når du kører med varevogne, er det vigtigt at have styr på de skattemæssige forhold, da de kan have stor betydning for virksomhedens økonomi og drift. Nedenfor er en oversigt over de vigtigste regler og fradragsmuligheder ved erhvervsmæssig brug af varevogne.
Momsfradrag
Virksomheder har fuldt fradrag for moms ved køb, leasing og drift af gulpladebiler, så længe bilen udelukkende bruges erhvervsmæssigt.
Afgifter
Varevognens afgifter afhænger af vægt og brændstoftype. Ældre varevogne betaler vægtafgift, mens nyere beskattes gennem grøn ejerafgift målt ud fra CO2-udledning.
Beskatning af fri bil
Ved privat brug af varevognen, vil medarbejderen blive beskattet af ‘fri bil’. Dette undgås kun, hvis bilen udelukkende bruges erhvervsmæssigt. Du skal kunne dokumentere virksomhedens køredage.
Leasing: Operationel vs. finansiel
Du kan også vælge at lease varevogne til virksomheden. Du kan vælge mellem operationel og finansiel leasing. Ved operationel leasing står leasingselskabet for risiko og vedligeholdelse. Når der laves en finansiel leasing, pålægges ansvaret virksomheden.
Gode råd til virksomheder med varevogne
Der kan være mange papirer og krav til virksomheder, der skal holdes styr på. Derfor har vi lavet nogle gode råd til virksomheder med varevogne:
- Hold styr på dokumentation: Registrering, forsikring og overholdelse af service.
- Lav interne og ensartede retningslinjer: For kørsel i virksomhedens varevogne - både privat og i arbejdstid.
- Overvej el-varevogne: Særligt relevant i miljøzoner - og giver fradragsfordele.
- Hold dig opdateret: Regler for erhvervskørsel ændres løbende, og du bør derfor orientere dig i nyhederne samt hos Skat.dk.
Euronorm 5 og miljøzoner - hvad betyder det for din virksomhed?
I takt med skærpede miljøkrav blev reglerne for dieselkøretøjer ændret i 2023. Hvis din virksomhed anvender varevogne i byområder som København, Aarhus, Odense eller Aalborg, skal du være opmærksom på de gældende miljøzoneregler. For at køre lovligt i disse zoner, kræver det, at din varevogn enten er typegodkendt til Euronorm 5 eller har monteret et godkendt partikelfilter.
Et partikelfilter skal være korrekt registreret i Motorregistret (DMR), og du kan hurtigt slå både filterstatus og bilens Euronorm op her – særligt relevant hvis varevognen er købt brugt.
Miljøzoner: Hvilke regler gælder for dieseldrevne varevogne?
- Gælder for dieselvarevogne med en totalvægt op til 3.500 kg.
- Lovlig kørsel kræver Euronorm 5 eller godkendt partikelfilter.
- Varebiler skal være indregistreret den 1. september 2016 eller senere for automatisk at have lov til at køre i miljøzonerne.
- Ældre modeller kan fortsat anvendes i miljøzonerne, hvis de opgraderes med partikelfilter, som herefter registreres i Motorregistret.
- Hvis man kører i miljøzonerne uden at opfylde kravene for varevogne, får man en bøde på 1.500 kr.
Få en tilbudspris på din bil indenfor 24 timer
Kom nemt i gang uden oprettelse af profil og salgsannoncer
Garanteret salg af din bil og pengene på din konto inden for 3 hverdage
Landsdækkende netværk af autoriserede forhandlere